Her er en liste over de mest almindelige spørgsmål om bøn - og nogle svar. Hvis der er noget, du gerne vil have svar på, kan du sende en mail.

 

1. Skal jeg folde hænderne, når jeg vil tale med Gud?

Nej, det er ikke nødvendigt at folde hænderne eller sidde i en bestemt stilling for at bede. Gud hører dig, uanset hvad. Men måske ville det hjælpe dig til at samle dig om bønnen, hvis du foldede hænderne – ikke mens du kører på cykel eller svømmer, naturligvis, men hvis du sidder på dit værelse og vil bede.

 

2. Jeg har prøvet at bede – men jeg fik ikke det, jeg bad om?

Det gør man heller ikke altid. Det gør man heller ikke, hvis man beder sin far eller mor om noget – uanset hvor rimeligt man så synes, det er.

Men ligesom du kan være sikker på, dine forældre elsker dig og vil det allerbedste for dig, selv om du ikke får alt, hvad du peger på, sådan kan du også være sikker på, Gud både elsker dig og har hørt dig – og vil give dig et svar, når hans tid kommer. Og ja, det kan være meget svært at forstå og acceptere.

 

3. Skal man absolut bede? Var det ikke bedre at gøre noget selv i stedet for at bede Gud ordne alting?

Jesus har selv sagt, at vi skulle bede til Gud og givet os ord til at gøre det med – Fadervor. Men at bede Fadervor skal gerne følges op af, at du gør det lidt du kan. For eksempel er ’giv os i dag vort daglige brød’ ikke bare en bøn om, at du får, hvad du skal have, men samtidig en forpligtelse til at gøre noget for dem, der mangler det.

 

4. Jeg forstår ikke præstens bønner i kirken?

Det er fordi de er bygget op med faste ord og vendinger fra gammel tid. Prøv at spørge præsten efter gudstjenesten om, hvad de svære ord betyder. Og nogle af ordene kender du sikkert godt – for eksempel når præsten beder Fadervor.

 

5. Hvor tit beder du selv?

Hver dag. Jeg bruger tit nogle af de bønner, jeg har fundet på nettet – og naturligvis Fadervor.

 

6. Hvad er aftenbøn?

Inden man skal sove, er det en god ide at tale lidt med Gud om, hvordan dagen har været, og bede ham om at passe på en, mens man sover. Mange forældre beder aftenbøn med deres børn, mens de er små.

 

7. Står der noget i Bibelen om bøn?

Ja, meget. Jesus lærte sine disciple at bede Fadervor, og han bad også selv til Gud. Nogle af salmerne i bibelen er også bønner, Salme 138 og Salme 139. Jesus bad selv Salme 22, da han hang på korset.

 

8. Hvordan ved jeg, om Gud hører mig?

Det har han lovet - det står i Bibelen: Råb til mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig, og du skal ære mig. Det er ikke sikkert, du kan mærke, at han hører efter, men det gør han.

 

9. Jeg ved ikke, om jeg tror på Gud – kan jeg godt bede alligevel?

Det kan du godt. Gud elsker alle mennesker og vil gerne høre på dem - og hvis du snakker med ham, opdager du måske med tiden, at du er kommet til at tro på ham.

 

10. Jeg har ikke lige noget at bede om. Hvad skal jeg så sige til Gud?

Du snakker vel også med dine venner, selv om der ikke er det vildt store at fortælle. Sig til Gud, at du ikke ved, hvad du skal sige. Er der ikke noget, du kan sige ham tak for? Ellers prøv at låne nogle af andres ord til bøn.

 

11. Skal man kunne sin bøn udenad?

Ih nej. Det kan være godt at bruge faste ord som Fadervor eller nogle korte bønner – men det er lige så fint bare at tale med Gud sådan lige ud af hovedet.